Lars Thylander grundlagde Thylander Gruppen i 1986. I de 25 år siden da, har vi forestået flere hundrede ejendomstransaktioner - hver eneste med overskud.

Nedenfor omtales en række milestones i virksomhedens historie.

Op gennem 1980´erne og 1990´erne formidlede vi en række markante ejendomme og ejendomsselskaber i Danmark.

Blandt andre en lang række butiks-, kontor og hotelejendomme på Strøget, Bredgade og Købmagergade, samt kontrollerende aktieposter i de børsnoterede selskaber Ejendomsselskabet Norden A/S og Det Københavnske Ejendomssocietet A/S.

I 2000 erhvervede Thylander Gruppen - i en club-deal - Vandflyverhangaren på Holmen i København. Arkitekt Dorte Mandrup-Poulsen forestod den nænsomme restaurering af den fredede bygning til det danske domicil for det svenske børsnoterede selskab Mandator AB. Projektet blev præmieret af Københavns Kommunes Kulturfond samt Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, og modtog Træprisen samt en nominering til den internationalt anerkendte Mies van der Rohe Pris.

I 2003 rådgav vi danmarks største ejendomsselskab, Dades A/S, ved salget af en portefølje af ejendomme, heriblandt Hellerup Parkhotel, til Atlas Ejendomme.

Thylander Gruppen har siden 1986 beskæftiget sig med investering i fast ejendom.
Thylander Gruppen begynder i 2004 at interessere sig for det tyske marked, og tager i 2005 initiativ til dannelsen af EI Invest Berlin, der investerer i godt 4.000 beboelseslejligheder i Berlin med et samlet areal på 203.000 m2. Senere samme år erhverves fire ejendomme i Berlin med i alt 200 beboelseslejemål i selskabet TG Berlin.

I starten af 2006 tager Thylander Gruppen initiativ til, og står i spidsen for et konsortium, der køber Scala-koncernen, som ejer de historiske Scala-bygninger ved Tivoli i København. Senere samme år sælges ejendommene.

Senere i 2006 erhverves hele aktiekapitalen i Næstved Ejendomsselskab A/S, der ejer en portefølje af erhvervsejendomme i Ballerup på mere end 50.000 m2. Ejendomsporteføljen videresælges samme år.

Ligeledes i 2006 dannes Danmarks første børsnoterede ejendomsselskab alene med fokus på investeringsejendomme i Tyskland. Victoria Properties A/S opstår da Thylander Gruppen erhverver alle a-aktier i Torsana A/S og omdanner selskabet til et ejendomsinvesteringsselskab. Thylander Gruppen indskyder i fællesskab med Familien Wedell, Familien Følsgaard, Familien Clausen og J.C. Hempels Fond 250 mio. kr. i aktiekapital. I 2010 runder selskabet en balance på 2,0 mia. kr. fordelt på ejendomme i Frankfurt, Hamborg og Berlin. Endvidere har selskabet porteføljer for 3,5 mia kr. under management for andre investorer og beskæftiger 30 medarbejdere fra kontorer i København og Berlin.

I 2007 kåres Lars Thylander til Årets Ejendomsprofil i Magasinet Erhvervsejendom.

Mod slutningen af 2008 lanceres fonden TG Partners A/S, sammen med en kreds af investorer, med henblik på investeringer i det københavnske ejendomsmarked. Samtidig deltager Thylander Gruppen som største aktionær i en rettet emission i Victoria Properties A/S.

Ejendommen Metalbuen 66 i Ballerup erhverves i 2009 fra Danske Leasing A/S og udlejes totalt moderniseret og ombygget til domicil for Oracle i Danmark.

I 2010 gennemføres investeringer for kr. 700 mio i 8 seperate transaktioner til TG Partners A/S.

Endvidere foretages private placement af halvdelen af vores aktier i Victoria Properties A/S til Carl Allers Etablissement, hvorefter vi er seks ligestillede kerneaktionærer i det børsnoterede selskab.

i 2011 tages initiativ til oprettelsen af TG Partners II P/S med en kreds af institutionelle og private investorer.